Rundt om Byggeriet
'Rundt om Byggeriet' er en podcast med fokus på byggeri under fire overordnede emner; bæredygtigt byggeri, innovation & iværksætteri, uddannelse og ugens snak. Hvert afsnit er en unik samtale med en eller flere personer, der enten har erfaring, viden eller ekspertise inden for det emne, vi gennemgår. Om du er blandt de mere end 180.000, der er beskæftiget i byggebranchen, om du står over for et personligt byggeprojekt eller blot interesserer dig for en spændende samtale, vil der med stor sandsynlighed være ét eller flere afsnit for dig. Husk at følge podcasten på vores Instagram og Facebook @rundtombyggeriet
Rundt om Byggeriet
98. Bæredygtigt Byggeri: Hvornår er det færdigt? Med Frank Erichsen
Her kan du sende os en besked eller personlig hilsen!
I denne uges episode er mikrofonerne rykket til Djursland og inden for hos Frank Erichsen på Kastaniegaarden.
Siden 2008 har danskerne kunnet følge Frank og livet på Kastaniegaarden i en af de mest populære programserier på DR – først som ’Bonderøven’ og senere som ’Frank & Kastaniegaarden’, hvor han med sin ro og jordnære tilgang har inviteret seerne med på sidelinjen til det gode håndværk, det langsomme tempo, det genanvendelige og det bæredygtige.
En smuk, frostklar morgen, lige inden dagens projekt omhandlende et væltet stort poppeltræ, en hest og en fotograf tager vi en snak om Franks tilgang til og forståelse for byggeri, håndværk og tid.
Tak fordi du lytter med!
Din vært: Carina Løvenfald Christiansen
Ugens gæst: Frank Erichsen
Tak fordi du lytter med - husk at følge podcasten, det vil støtte os til at skabe mere relevant indhold.
Hvad er det du gør når du er i byggeriet? Tak, fordi du lyttede med. Siden 2008 har danskerne kunne følge ham i en af de mest populære programserier på DR, først som bunderøven og senere som Frank og Kastanjegården. Han har med sin ro og jordnære tilgang inviteret os indenfor til et simpelt liv med inspiration til det gode håndværk, det langsomme tempo, det genanvendelige og det bæredygtige. Med en passion for selvforsyning, respekt for naturen og fokus på biodiversitet deler han både glæden, men også udfordringerne ved livet her på Kastanjegården, som er rammerne for dagens afsnit. Velkommen til dig, frank Eriksen. Tak for det.
Speaker 3:Måske en velkommen til mig her på Kastanjekortet. Ja, jeg skulle da sige at velkommen til her.
Speaker 2:Jeg har jo været heldig at få en rundvisning allerede.
Speaker 3:Ja, vi nåede lige at gå en tur her i det helt tidlige morgenlys.
Speaker 2:Ja, det er en smuk morgen i dag, i minusgrad, og du fortalte også om et film eller en fotograf. der kommer senere.
Speaker 3:Det er rigtigt, ja, men jeg skal lige nå at udnytte det her, at der stadigvæk er frost i jorden, til at flytte noget tømmer, der væltede. Jeg har faktisk allerede fået et år siden nogle store aspetræer helt ud i den anden ende af vores æng, og vores æng er lav og derfor også fugtigt og ned igennem. Og derfor er det faktisk først nu, fordi der nærmest heller ikke var noget frost sidste vinter, at det lykkedes os at få gjort det her træ op, først og fremmest til brænde, men så viste det sig også, at der faktisk var et par gode stammestykker i det som jeg synes var for galt at save op til brænde og som vi kommer til at tage hj og save op til brædder, fordi poppeltræer er faktisk ikke så tossede som man kunne overtråde til begledning. Hvis bare man sørger for at holde det godt væk fra jorden, så kan det holde meget længe, og hvis ikke andet, så er det jo ret godt til saunainteriører og sådan noget.
Speaker 3:Det er sådan meget let træ ikke, og man brænder sig ikke når man sætpel. Og det er simpelthen i dag ser det ud som om på vejrudsigten at det er sidste chance. Det har frosset 5-6 grader i nat, så engen er hård. Så jeg skal ud og have fundet min hest når vi er færdige her, og så skal hun trække det der tømmer hjem. Ja, og apropos hest så ramte du er, for nogle dyr du har her. Ja, vi har jo en bred vift af dyr.
Speaker 3:Vi har jo tre køer og fire forår Ja, et udefineret antal høns, for de får kyllinger hele tiden. Og så har vi tre gæs og en hund og to katte Ja, et meget sød hund jeg har hils på her.
Speaker 2:Jamen altså, jeg får jo, og så man kan jo høre hønsene også i bag. Det er meget autentisk Og totalt ufandt for mig jo, at være ude for studiet, men jeg kan lide alt omkring det. Men du har jo inspireret rigtig mange Gennem skærmen, eller hvad man kan kalde det. Men jeg ved også, du holder foredrag. Jeg så dig sidste år også på håndværk. Hvad har inspireret dig til at gå den her vej selv? Altså, har du haft nogen inspiration fra start af?
Speaker 3:Jamen, det tror jeg jo altid man har. Uanset hvad man går og laver, og uanset hvor selvgjort man tænker man er, så kommer det jo et eller andet sted fra. Og man kan sige altså, ideen om at råde med selvforsyning er noget, der har rumsteret i mig altså fra barns ben af som sådan. Altså jo, i virkeligheden ikke, altså ikke som sådan en hvad skal man sige en levevej eller hvad man nu skal kalde det, men mere bare som noget drag af det her med at lave ting med mine hænder og at lære, hvordan man laver ting med sine hænder.
Speaker 3:I vel har mærket hele viften af kunskaber, fra det at kunne bygge sit eget hus, til at, til at hvad hedder det? at malke en ko og lave ost, og dyrke sit eget korn og bage et brød, og ja, så videre, så videre. Og alle de myriader af ting, der bare er mellem de få ting jeg lige nævnte, der ligger af kunskaber, ikke også Hvordan du snitter en ske? til at røre rundt i dejetroet med, hvordan du laver dejefadet, der brænder af den keramik, ikke også? Ja, så videre, så videre, så videre. No-transcript, hvor jeg kunne boldre mig med alle mine byggeprojekter og dyrkningsprojekter og alt sådan noget.
Speaker 3:Så det er jo ligesom bare værder for barns ben. Så det er jo sådan ligesom det er jo den også, at have haft fra barnsben af os en rimelig klar fornemmelse af hvad der definerer ens egen frihed, og at det først og fremmest handler om at have så enkelt en økonomisk tilværelse som muligt. Så alle der følger med i de her tv-programmer vil jo nok pege på, at det her med at påstå, at det her er det enkle liv, det vil de fleste nok protestere på, fordi det virker ret omstændigt med alle de dyr og alt det jord og alle de projekter.
Speaker 3:Men det er jo sådan set ikke det her det enkle. Det enkle er, at udgangspunktet her var at købe en gammel bondegård tilbage i 2005, som ikke kostede særlig meget, som gjorde, at jeg ligesom fik etableret mig et sted for praktisk talt ingenting. Og jo så, i tillæg til det havde en livsførsel, har en livsførsel, som ikke ligesom foredraget specielt mange nyindkøbte ting ikke også.
Speaker 3:Altså, begrænsede købte ting, ikke også Begrænsede køb af tøj og gamle biler og alt sådan noget, der ikke også Ud fra ideen om at være så økonomisk frigjort som muligt, så man ligesom kunne vælge at bruge sin tid på det man synes, der var sjovt. Og i mit tilfælde så har det jo så været. Det her med at gøre tingene selv, altså prøve, at se, hvor selvforsynende man kunne blive, som i virkeligheden var det, jeg synes, der var sjovt og som jo altså så. Det er jo først i kraft af at man ikke har store udgifter, at man pludselig kan tillade sig at begynde at dyrke sin mad selv eller bygge sin egen huse, det om niveau og tænker nu skal jeg også gøre mit liv lettere, så nu vil jeg begynde at dyrke nogle guldrødder selv, så tror man bliver slemt skuffet over hvor lidt det egentlig gør af forskel.
Speaker 3:Altså, det er det andet udgangspunkt, der er vigtigst, og det, tror jeg, er noget, der ligesom jeg fik med mig fra min barndom af på en bondegård med nogle for i starten af 80'erne til to-siffrede rentebeløb og havde været enormt dårlige kurser på lånene, det var jo i virkeligheden først og fremmest det det handlede om, som gjorde, at de jo i virkeligheden knoklede for at betale af på noget, der havde kostet meget mere end hvad det var værd, og så sidder man jo virkelig i saksen.
Speaker 2:Så er der fri valg og det Sådan må det ikke være, og sådan skulle det i hvert fald ikke være for mig. Hvad faldt du så for, da du så kastanjekåren her?
Speaker 3:Jamen, jeg ved ikke hvad jeg egentlig faldt for. Hvad havnede? du tænkt.
Speaker 3:Ja, men prøv at høre, det meste af ens liv er jo defineret af mere eller mindre bevidste valg og så tilfældigheder, der ligesom bare går op i en højere enhed. Og jeg rejste til Norge allerede som 16-årig og brugte nogle år deroppe, hvor jeg jo i virkeligheden fik lagt mange lag oven på det jeg kunne fra barnsben og virkelig, synes jeg selv i hvert fald fik indsigt i bredvæft af håndværk og kunskaber. Og efter de der par år i Norge besluttede jeg mig så for, at jeg ville flytte til Østjylland her og gennemføre en studentereksamen på et par år der. Og så er vi allerede kommet frem til 2004, hvor i forbindelse med, at vi bliver færdige som studenter inde der for sådan to år i studentereksamen, så skal vi jo rundt og fejres, at vi blev studenter i hestevogn. Og da vi havde besøgt de første to-tre forældre, så havde jeg allerede købt to heste af ham, der køres rundt.
Speaker 2:Og sådan lidt, emil, for Lønneberg ikke.
Speaker 3:Nej, der var jeg muligvis lidt Emil for Lønneberg over det, det ville jeg ikke afvise. Men i hvert fald konsek dem. Og der var jeg igen, havde jeg været i Norge igen i et halvt års tid og arbejde efter, efter jeg var færdig på skole der og kom hjem deroppe fra, og min bil var gået i styk, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv og skulle pludselig så også findeården. Så jeg ringede og spurgte, om jeg kunne installere to heste herude, og det kunne jeg. Og så det var i november måned og i februar eller marts i 2005,. Så døde han, ham, den gamle mand, der boede her på gården, og det stillede mig jo sådan over, for sådan lidt sat på spids, flytte hesten eller købe stedet.
Speaker 3:Og nu var det jo, og det er jo en væsentlig pointe også i forhold til det her. Det var jo 2005, det var før finanskrisen. Det betød, at ideen om at købe det her, det var ikke mit drømmested, det var virkelig ikke sådan, hvor jeg tænkte ja, det er her, jeg skal praktisere selvforsyning, og jeg kan det slet ikke. Men det var sådan lidt sådan nå, ja, jamen, det køber jeg vel bare. Og det kunne man jo, fordi man kunne bare gå ind i sin bank og sige prøv at høre, jeg har fundet noget gammel lort op på Djursland, det koster omkring en halv million, kan jeg låne nogle penge til det? Og så kiggede de på min konto og sag Ja, ja, men værsgo, her er pengene, ikke også? Det blev jo noget anderledes efter finanskrisen, jo, ikke også. Men i hvert fald, så var det jo det, der betød, at jeg landede her og måske i virkeligheden tænkte, at det var en overgangsting.
Speaker 3:Nu var jeg her, og så måtte vi se, og så kunne man jo sælge det og flytte videre og så videre, men så voksede det jo bare meget hurtigt på mig det sted her, og nu er det jo svært at forestille sig, ikke at skulle være her, i hvert fald, fordi nu har vi jo efterhånden sat vores mærke på. Altså alle bygningerne, har vi jo præget, plus at vi har bygget flere til og bygget om, og vi har plantet på den gode side af 2.000 træer og buske.
Speaker 2:Men tror du så ikke, at det er vel også en af de fordele eller ulemper? altså, det er jo, hvordan man tolker det i forhold til hvad ens tilhørsforhold er til et sted og alt det her nybyggeri og hvad der foregår også ellers i branchen. Ikke At, hvis du lægger rigtig meget tid og flyd i et sted, så får du også svære ved at skælde dig af med det eller bruge fra det, ikke Jo?
Speaker 3:forhåbentlig. Og i virkeligheden er der jo en sådan, hvad skal man sige?
Speaker 3:en rem af bæredygtighed i det jo ikke også Altså det der med at kære sig om det sted man bor og bruge sit liv der og udvikle til de behov der opstår igennem livet, ikke også Så jo, absolut, og det er jo klart. Altså, jeg vil ikke sige, at folk, der får bygget huse af andre ikke kan opbygge en nær relation til dem på samme måde som os, der har bygget vores ting fra bunden af. Men det er i hvert fald lettere at få et nært kærlighedsforhold til dine bygninger hvis du selv kan pege og placere alle de materialer der er omkring dig i en eller anden praktisk kontekst, hvor du har hentet dem hen, hvordan du har lavet dem, hvordan du har sat dem sammen osv. Og det må man sige. Det kan jeg Og kan jeg jo også.
Speaker 3:Altså nu med det stuehus vi sidder i her, det er jo ligesom det gik vi jo i gang med at bygge i 2012 og flyttede ind i i 2016. Og jeg bygget i 2012 og flyttet ind i i 2016, og jeg har boet i mange utætte gamle huse osv. Det der med at komme ind i det her nybygget hus, her mærke hvor let det er at holde varmt, hvor godt det fungerer i forhold til den kvalitet det er bygget i, om det så er blæs og stormer eller regner, så mærker vi det ikke herinde. Al, altså, det vil være. Altså bare af den årsag er det umuligt at forestille sig, at man skulle gå tilbage til, altså til et eller andet gammelt hus, hvor man, når man åbner døren, kan lukke det, der er jordslået, og tænke, at det skulle man forsøge at vende. Jamen, så, selvfølgelig ja.
Speaker 2:Og hvordan kom den produktion og hele filmsetuppet?
Speaker 3:Jamen altså man kan sige.
Speaker 3:Altså, min debut på Danmarks Radio ligger jo sådan set længere tilbage end tv-programmerne herude fra gården, her altså, da jeg ligesom kom tilbage efter at have tilbragt de der par år i Norge og begyndte på gymnasiet inde i Aarhus. Så allerede imens jeg gik på gymnasiet, der blev jeg spurgt for første gang af Danmarks Radio, om jeg ville deltage i et tv-program. Det var Jørgen Skobo, der i sin tid ligesom hvad hedder det? opdagede mig, eller hvad skal man sige, og spurgte, om jeg ville være med til noget byggeri. Af den simple.
Speaker 3:Egner mig nogle kunskaber, som jo var og jo i og for sig stadigvæk er, ret eksotiske, fordi det er jo forholdsvis få, der kan det, der kan bygge et hus med en økse osv. Hvordan skal jeg sags skyld bare lave en økse? Så det første program jeg var med til, der var jeg med sammen med en anden til at bygge en svede hytte ude på det der hed Freeland, dengang til nogle tv-programmer, der kom til at hedde Freelandshaven, og i Freelandshaven, der var jeg jo med i to gange mere, hvor jeg faktisk var ude og vise, hvordan man kunne lave skifter til værktøjer, når det knækkede. Jeg lavede et økseskaft, og også unen var faktisk noget jeg deltog i, efter jeg havde købt stedet her, og så var det i forbindelse med nogle af de optagelser der, at jeg ligesom lærte nogle af de mennesker at kende, som så sidenhen jagtede nye programideer og hvor det så ligesom kom på tale om at prøve at lave noget herudefra.
Speaker 3:Og for mig, der ligesom jeg havde også stået som museumshåndværker jeg arbejdede med unge mennesker på produktionsskole inde i Grenaa med også at bygge, lave håndværk sammen med dem som sådan en måde at få dem videre i livet på, altså der virkede det sådan. Altså tilbuddet om at formidle, og det jeg gerne ville lave herhjemmefra virkede som en helt naturlig forlængelse af det jeg ellers gjorde. Så da det tilbud kom, sagde jeg ja til det, uden jo overhovedet at ane, hvad det ville indebære og omfatte, og aftalen var at lave otte programmer som sådan en engangsbestilling som vi optog i 2007, og som så blev sendt i 2008, som du også sagde tidligere, Og så var det jo meningen at det bare skulle
Speaker 3:være, det jo ikke også. Men både på grund af populariteten fra starten af og fordi der ligesom var en begejstring også inde hos Danmarks Radios afdeling i Aarhus for hvordan det fungerede og hvad det kunne levere, herude jamen, så fortsatte samarbejdet her og så fortsat frem til nu jo ikke også og fortsætter jo, indtil de ikke vil mere eller jeg ikke vil mere. Men det er der jo indtil videre ikke rigtig nogen, der ligesom har ytret at, nu er der en udløbsdato på det.
Speaker 2:E.
Speaker 3:Jeg skal jo være ærlig at sige, at jeg følger jo ikke som sådan med i de brønder. jeg kender til dem, Jeg har set nogle af dem, men altså rigtig mange i min omgangskreds var svært med synd lige over, at jeg skulle herover og sige hej til dem.
Speaker 3:Det er jo dejligt at vide, at vi også har lykkes med at lave et program som jo har en bred appel i forhold til at det kan noget for mange generationer. Det, tror jeg nok, er det jeg sætter allermest pris på. Og jeg hører jo, det er jo meget sjovt. jeg møder jo, når jeg er ude og holde foredrag møder jeg jo mennesker som da jeg startede med at lave de her programmer var børn og unge mennesker og som nu begynder at være forældresegmentet ikke også, og som jo er begyndt at introducere deres egne børn til de her programmer og faktisk fordi alting ligger tilgængeligt på det er har ligesom taget børnene med på hele rejsen, altså har binget alle sæsonerne fra starten af for at komme frem til de nye programmer, så de ligesom kan have det sammen. have det sammen, og det er jo altså det er jo fuldstændig fantastisk.
Speaker 3:Det bliver jo vildt rørt over ikke også at det betyder noget for folk på den måde, ikke også? Der er jo nogle tvivl om at altså faktisk så da vi havde lavet programmerne i et par år, der havde jeg sådan lidt, der var jeg meget i tvivl om at. jeg havde jo troet naivt, at jeg kunne slippe afsted med at lave nogle programmer som var så fagligt tunge, at når folk de ligesom slukkede for det, jamen, så kunne de jo rent faktisk gå ud og gøre det ikke også.
Speaker 3:Men det altså, det har jo så sidenhen måtte erkende, at det kan TV ikke. Altså, du kan ikke bruge det på den måde en som en, som instruktion. Det kræver ligesom en kunskabsbasisgrundlag plus, at man kan sige, som min fotograf jo sagde til mig dengang, at hvis jeg fik programmet sådan, som jeg gerne ville have det, så ville det appellere til en meget, meget snæver del af den danske befolkning, som allerede for længst havde gjort op med sig selv, hvad de syntes, var rigtigt og forkert, allerede for længst havde gjort op med sig selv hvad de syntes var rigtigt og forkert.
Speaker 3:Og ved at programmet ligesom er, som det er, mere overfladisk, vil jeg jo stadigvæk sige, end hvad det kunne være og kommer bredt rundt imellem forskellige ting og sager. Jamen, så får vi jo mennesker til at gøre en forskel på den måde. Så det har jo ligesom været derfor, at jeg har affundet mig med, at programmerne er, som de er. Jeg er super glad for dem, som de er, men der var en overgang, hvor jeg ligesom var i tvivl om at det virkelig var det. Jeg synes, der skulle liges sådan jeg skulle formidle.
Speaker 3:Og hvordan kan det være at det skiftede navn så Jamen, det gjorde det jo, mest af alt fordi hvad hedder det? af samme årsag, som et hus jo engang imellem har brug for at blive malet, ikke så meget, fordi malingen er blevet dårlig, men bare fordi man vil have en ny farve. Altså, den oprindelige titel Bunderøven det var, som blev fundet på, da de der første otte programmer skulle køre, og jeg var sådan, lidt sådan. Det ved jeg sgu ikke rigtigt om jeg synes det er en god idé. Det ved jeg ikke om jeg har lyst til at folk skulle gå og kalde mig osv, osv, og så, og Rikke, der som jeg lavede programmerne med, hun var bare sådan ej slap af, det er otte programmer på DR2, der er ikke Lige så hurtigt som det er sendt, ikke, og så har det jo virkelig bare sat sig fast.
Speaker 3:Der kommer jo også til at forfølge mig resten af mine dage. Det kan jeg jo nok ikke komme udenom. Jo vel, der er stadigvæk mange der ikke ved, at jeg hedder Frank. Jo ikke også. Men det blev sådan magtpålæggende for mig på et tidspunkt At sige nu synes jeg, at vi skal trække en streg i sandet, også i forhold til at tingene jo har ændret sig igennem årene, ikke også min familie? efterhånden som børnene er blevet ældre, er de jo ikke så meget med længere osv. Så det er jo blevet noget andet end det det var til at starte med, og jeg har også nogle, altså flere tanker, og Så det var sådan. Og for mig er bunderøven et ord og en titel jeg aldrig rigtig har følt ejerskab over. Men Kastanjegården er jo ligesom, det er dit værk.
Speaker 2:Det er det jo.
Speaker 3:Og det er det som er. hvad skal man sige i virkeligheden? også min license to operate, det er mit mandat til også at have en holdning. Det er ikke at jeg er uddannet ingeniør eller arkitekt eller hvad pokker det nu måtte være Altså mit mandat til at have en holdning i forhold til byggeriet, eller i forhold til fødevarene, eller i forhold til natur.
Speaker 2:jamen, det er det vi har levet og jeg gælder Og hvad hed den Kastanjegården, da du købte den, eller er det noget du har opdøbt den?
Speaker 3:Altså, det må man jo nok. Jeg er jo ellers meget stor fan af traditioner osv. Vi spurgte sådan lidt, spurgte arvingerne til stedet her, sådan noget her hvad hedder det? Har der været et navn på gården? Nej, nej, der var ikke rigtig nogen der vidste, at det havde hedt noget. Og så stod der jo et gigantisk kastanjegård ude i gårdspladsen, der jeg også ville tænke mig om. Så den har sgu nok heddet kastanjegården. Det virker ret oplagt.
Speaker 3:Det hedder det jo. Så hvad hedder det at det i tv? der kom der jo så pludselig en meget, meget fortørnet ældre mand fra lokalområdet, der sagde, hvad det var for noget at omdøbe en gård sådan uden videre. For det havde den aldrig heddet, den havde altid heddet Kajsergården.
Speaker 2:Okay, Ikke langt fra men, Nej men alligevel noget mere sådan højt ravende ikke også kajser?
Speaker 3:der har boet her Men det var altså ikke lykkedes mig at opsnuse dem, og det havde da også været noget Frank fra Kajsermorden.
Speaker 2:Kan du høre det Det? klikker Det kan du Ja, men det andet kan nu også noget.
Speaker 3:Det andet er jeg rigtig glad for. Ja, det kan jeg godt forstå.
Speaker 2:Altså i programmerne, så man føl man dig jo ligesom med hænderne hands on nede i projekterne.
Speaker 3:Hvorfor er det gode?
Speaker 3:håndværk for dig vigtigt, eller hvad er godt håndværk i dine øjne? Godt håndværk er jo først og fremmest noget, der kommer ud af passionerede hænder, og så er det jo sådan set. Altså kan man sige lidt underordnet, hvad det så er. Altså for mig er der ikke sådan nogle håndværk, der er bedre end andre, men det er altså for mig så. Er det det der med, at man ligesom ved egen fysisk formål med den viden man har opbygget, som er lavet i ens hænder og ens hoved, er i stand til at skabe noget og hvor man også hele tiden har muligheden for ja netop at bruge den opakkumulerede viden til også at gøre det bedre.
Speaker 3:Og måske er det i virkeligheden derfor, at jeg kigger på en del af det nuværende byggeri og håndværk og tænker, jeg ved ikke, om jeg kan få mig selv til at kategorisere det som godt håndværk, fordi jo, det er godt håndværk inden for rammen af hvad produkterne ligesom tillader. Men man kan sige, at stort set alt bygningshåndværk, i hvert fald de sektorer af bygningshåndværket, som jeg ligesom har primært beskæftiget mig med, og det er jo tømmer og murfad, der kan man sige, der er stort set alle produkter jo ligesom defineret fra producentens side, der er defineret en en helt præcis slagplan for hvordan man skal montere det, for det er jo i virkeligheden bare montage, og et hvilket som helst bryd med den montage vil også være et bryd med produktets garanti osv. Og det betyder jo, at den der egen innovation, altså den behøves du ikke at tage med.
Speaker 3:Jo, du kan innovere i hvor hurtigt du er, og det er selvfølgelig også et parameter, som er værd at være stolt over. Men når jeg har søgt de håndværk, som jeg har søgt her, og det tekniske niveau, som jo meget læner sig op af også vores bygningskultur, så er det jo fordi det giver mig muligheden for at sætte flere af mine evner i spil. Det er når man skal lægge et stykke træ ind i et bindingsværkshus, og når det vel er mærke af et projekt, der starter med, at man fælder træet ude i skoven, så har du jo muligheden for at for det første vurdere træet ude i skoven. Du har muligheden for at vurdere det, når du har det på savværket, i forhold til hvordan du vender og drejer det og får det bedste ud af det. Og så har du også en mulighed, når du monterer det eller når allermest holdbart.
Speaker 3:Og så kommer så i vel og mærke også, at du sætter dine evner i spil til rent faktisk at få sat det her stykke træ ind på plads. Og det tror jeg jo. det er jo slet ikke sikkert, at den danske håndværkerstand i virkeligheden efterspørger det her, men jeg ville jo, altså jeg havde jo håbet og drømt om, at håndværkeren igen kunne stå mere i sin egen ret i forhold til at det var håndværkernes evner og ikke producentens anvisninger og garantier som var det der skabte grundlaget for om det blev et godt eller et dårligt byggeri.
Speaker 2:Vi snakkede lidt kort om fuger. Ja, Og jeg synes, du havde meget gode pointe. Kan du ikke lige prøve at Jo, men det kan man jo sige.
Speaker 3:I måden, som vi har bygget her hele vejen igennem. Så har det sådan. Altså, et af pejlemærkerne er jo i virkeligheden, at i det øjeblik du bliver jamen, så har du gjort et eller andet, hvad hedder det forkert i dit design? Fordi jeg mener, at man kan designe sig fri af fugeprodukter Og at fugeprodukter som oftest er et resultat af ikke ordentligt gennemtænkte projekter. Altså, vi har jo trods alt i majoriteten af de år vi har bygget huse, og her tænker jeg jo altså i tusinder og ikke i tider bygget uden fuger.
Speaker 3:Så selvfølgelig kan det lade sig gøre, og selvfølgelig kan man jo så sige. de sidste 100 år er der jo så også bare kommet flere og flere krav til byggeriet. Men altså, virkeligheden er jo, at det under BR15, det vil sige, der er både tæthedskrav og der er alle mulige former for krav ikke også? men det er stadigvæk bygget uden brug af furer. det er bygget af træ, kalk, strå, lær og sten, og det er det. men altså det væsentlige, det er pointen om, at det ligesom stadigvæk kan lade sig gøre, hvis du tænker dig grundigt om i dit design, at lave et hus, der selv med de materialer kan leve op til bygningsrelementet. Så det er jo den ene del af det. Det andet er jo med at undgå fuger osv. Det handler jo i virkeligheden også om, at hele tiden have et blik for gode løsninger.
Speaker 3:man ser andre steder, fordi i de her tusindvis af års innovation, der har været omkring de her materialer, der har man jo også. Tiden har jo været et distillat i forhold til at det byggeri vi står tilbage med fra fortiden i dag er jo det, der rent faktisk fungerede, med måske en slagsættelse, nogle gange også, at noget bliver bevaret urealistisk længe, fordi der er en eller anden romantik omkring det, men som udgangspunkt må vi antage at de bygninger, de gamle huse der står og som stadigvæk står, de står fordi teknikkerne der er anvendt, proportionerne på bygningerne der er anvendt er genuine, altså er nogen der tilbyder lang holdbarhed for de materialer de er bygget af, som langt hen ad vejen er naturlige eller i hvert fald forholdsvis begrænset forarbejdet materialer.
Speaker 3:Det er jo derfor det har været mit pejlemærke i alt byggeriet, ikke også Det har været at starte med at kigge på det traditionelle byggeri og sige hvad kan det tilbyde mig af viden her og af rettesnore for hvor jeg bør bevæge mig henad?
Speaker 2:Så hvis man så som håndværker i branchen her både som håndværker, men også i branchen her Både som håndværker, men også jeg tænker, hvis vi lige kan runde de tre indgangsvinkler, i branchen. Der er både slutbrugeren, og så er der håndværkerne, altså de udførende, og så er der rådgiverne. Rådgiverne eller i virkeligheden også dem, der producerer materialerne.
Speaker 3:I virkeligheden kan du jo bevæge. Vi snakker jo som regel om den der træenighed af håndværkere, bygherrer og rådgiver. Men du har fuldstændig ret, Man burde jo udvide den til også at have en element af materialer. Og en ting er jo materialeproducenter. Der er altså nede i Schweiz, hvor man er lykkes med at virkelig få boostet, eller er det Østrig Jeg bliver altid i tvivl I Alberne i hvert fald, Hvor man er lykkes med at booste træbyggeriet. Jamen, der sker det jo netop som sådan en træenighed mellem bygherrer og hvad hedder det? Håndværkerne, og så jo skoven. Vil jeg mærke det jo ikke også? Altså det at få, altså have en direkte kobling til der, hvor materialerne kommer fra. Undskyld, hvad var det du ville?
Speaker 2:sige, med det Nej. men det jeg ville sige var bare, hvis vi på en eller anden måde også med jeg vil rigtig gerne med den her podcast også med den her podcast også på en Ikke bare snakke om alle problemerne eller udfordringerne. Men hvad kan vi gøre?
Speaker 3:Set fra din Herfra, skarstanjegården, og det er jo også et rigtig godt udgangspunkt, fordi det er meget, meget bedre, meget mere interessant også at snakke om løsningerne, frem for ligesom at falde ned i den der hele tiden, den der fælden med at begynde at kritisere både et håndværk og et produkt osv. Man kan sige, at analysen udefra det er jo vigtigt at huske på, at de store nye prestigebyggerier fylder rigtig meget i vores bevidsthed omkring hvad byggeriet er. Men hvis man skal tage håndværkervinkling på, så kan man jo sige, hvad byggeriet er. Men hvis man skal tage håndværkervinkling på, så kan man jo sige, at størstedelen, som jeg forstår det, er økonomien omkring.
Speaker 3:Håndværksvirksomhederne er jo stadigvæk og har altid været, altså renoveringer og tilbygninger osv Det er jo op til 70 sker på en stor byggeplads, hvor der er almindelig kaos og sagsanlæg mellem bygherrer, rådgiver og håndværkere fra starten af, nærmest ikke også. Og så det, der sker ude i parcelhuskvartererne osv eller i lejlighederne, det er jo vigtigt at have sig for øje ikke også, men genere at nærmest uanset om det er den ene form eller den anden. Så det der jo jeg synes, der måske mangler lidt, det er jo den indbyrdes tillid mellem de forskellige søjler i byggeriet. Altså det her med, hvis jeg nu tænker over hvad jeg er blevet spurgt allermest om i alle de år vi har været i gang her på Kastanjegården, uanset hvilket byggeprojekt det har været at vi har været i gang med. Så det som folk flest spørger mig om det er hvornår bliver det færdigt?
Speaker 3:Ja, Og det kan jeg jo sådan så godt forstå, fordi nogle af projekterne har også trukket gevaldigt, lagt ud, ikke også? Men man kunne Det spørger de fleste jo nok i virkeligheden om, fordi de ikke har forudsætningerne for at gå ind og spørge hvorfor valgte du at bruge lige præcis den der kalkmørtel derovre? Fordi det vil kræve et kunskabsniveau, som vi jo bare desværre må konstatere, at de fleste af dem, der efterspørger, at få gjort håndværk på deres hus, osere ikke har, og derfor efterlader det dem med en relation til dem, der skal lave noget på deres hus, som fra starten af er hvad skal man sige ulig. Altså de kan dårligt nok efterspørge en specifik løsning. De må ligesom læne sig fuldstændig op af, at, hvis det bare er en håndværker, at håndværkeren vælger den bedste løsning og det bedste materiale, og hvis det er et større projekt, at rådgiver osv vælger de bedste løsninger, at håndværkeren er i stand til at udføre det.
Speaker 3:Det eneste du som bygherre i virkeligheden har magten over til at kunne spørge om det er hvornår står det klar, hvornår kan vi flytte ind igen, hvornår kan vi begynde at tjene penge på det osv. Det er jo på mange måder fair nok, men det er for mig at se også bare et billede af, at tingene fra starten af har en sådan altså en Du gensidige forståelse for hvad et projekt er, hvad det er man forpligtiger sig til rundt omkring bordet i forbindelse med det her byggeri, så man får opbygget en tillid, som gør, at det rent faktisk sker på en socialt bæredygtig måde. Nu skræpper gæsten udenfor, så skal hunden som regel også lige reagere. Jeg ved ikke, hvad klokken er, den er. Nej, det var nok bare gæsten. Kajsa, det er godt. Jeg tror ikke, der kom nogen.
Speaker 2:Så får man da i hvert fald også lige fornemmelsen af det rige dyrliv. Ja, det er jo det.
Speaker 3:Men jeg ved ikke, giver det mening. Ja, det gør det.
Speaker 2:Det er jo sjovt, for det er vidderligt. Det der var udgangspunktet for podcasten Og grunden til at jeg startede den i tidernes morgen. Det var jo for at skabe den her indsigt i hvad kræver de forskellige fag i et byggeri faser, en forståelse for de forskellige håndværk, der er ind over, om det er fra arkitekten til muren, maleren, altså dem, der går på projektet.
Speaker 3:Ja en af mine gode venner som isolerer med træfiberisolering. Han var for en del år tilbage ude og skulle se altså give tilbud på isolering af et ældre rådhus. Og i den forbindelse, da han kommer derud, der kigger de jo så på den her bygning, her det er en flereetages bygning og der skal så isoleres op på toppen, og der var sådan altså på et tidspunkt. Så siger ham, som han ligesom er rundt og kigger på den med, siger jamen, prøv at høre, vi har fået tilbud allerede på at isolere den her bygning med mineraluld, og der var sådan et bjælkelag. Der var et bjælkelag, der var en kompliceret trækonstruktion op for oven, som gjorde, at man ville lægge sådan en helt gummihud ud over alt det der gamle tømmer der, for så at kunne isolere oven over det. Og allerede der burde alle alarmklokker jo nu ringe, ikke også? Men det som var pointen, det var, at ham som min ven var rundt og se bygningen. Men han siger men dem, der skal isolere min mineral ud, de vil gerne give en garanti på 20 år. Hvad kan du give? Siger han så.
Speaker 3:Og så kigger min ven på bygningen og kigger på ham og står og snakker med jer og siger er det ikke lidt mærkeligt at snakke om 20 års garantier i en bygning som allerede har stået her i 200 år. Altså, bygningen har stået her i 200 år. Vi skal vel stå her sammen og finde en løsning for hvordan den kan stå i 200 år mere. Og det ændrede jo fuldstændig den samtale, fordi det kunne. Vedkommende han stod overfor kunne jo selvfølgelig sagtens se, hans pointe var jo den bedste måde, ligesom at køre den bygning og så mange andre ud over kanten på ved at have et snævert ansvarsperspektiv som jo slet ikke stod mål med hvor lang tid?
Speaker 2:bygningen jo i virkeligheden gerne skulle leve, og det var også noget vi talte om, da vi gik rundt her og jeg så stedet udenfor i forhold til det her med, du havde en masse teglæggende og et undertag, som der jo ikke har en lige så lang levetid, og det er for mig er det også noget jeg selv er blevet ret opmærksom på i forbindelse med at jeg selv er blevet husejer og de her tilstandsrapporter, som jo viser, hvor længe regner vi med, at de her forskellige materialer holder osv.
Speaker 2:Og når du så ligesom går ned i detaljen, hænger det jo ikke sammen med at noget, der sidder yderst holder meget længere end noget, der ligger nedenunder. Præcis Men hvordan får vi så? hvad skal der til, for at altså man kan sige du formidler jo rigtig meget og inspirerer til en måde at tænke på og forbruge på og stille spørgsmål til Ja?
Speaker 3:og på den måde står det jo på flere ben ikke også, fordi selvfølgelig skal altså det er jo det der med kan man udstyre forbrugeren med et kunskabsniveau som, med et kunskabsniveau, som gør, at de kan efterspørge den her type teknik. Og det er jeg i tvivl om, om man kan igennem det tv-program, men man kan jo i hvert fald forsøge. Men altså, fordi det står jo på flere ben, det her. Altså, der er jo selvfølgeligivningsværket omkring byggeriet, som jo er kontraintuitivt i hvert fald i forhold til bæredygtighed, fordi bæredygtighed behøver jo ikke at være synderligt kompliceret. Jo færre lag, jo færre materialer, jo mere bæredygtigt er det. Det ville man næsten i en hvilken som helst sammenhæng kunne lave den lignende.
Speaker 3:Og som et eksempel kan man sige, at lige nu bliver der jo opført mange bygninger i orden omkring med træfacader på, som jo er sådan lidt sådan, som jo selv er en lidt sådan falsk historie, fordi det er jo definerer om huset er bæredygtigt, men det sender jo et signal om, at der er taget nogle beslutninger. Men det er jo nogle gange bare sådan, at hvis bygningen er mere end bare en etage og du har en træbeklædning ude på jamen, så skal du have et materiale inde bagved som forhinder, bræ af den metalltaget. Du ender i virkeligheden med at introducere et mere sådan CO2-tungt, et mere værdifuldt materiale inde bagved, for at kunne slippe afsted med at lægge et lag træ udenpå Jamen. Så var det måske bare bedre at sløjfe det lag træ og så lad det være den betonfacade eller hvad det nu måtte være. Når det nu engang i virkeligheden er, det, der ligesom gør, at bygningen kan leve op til de regler der er sat. Men det gør vi jo sjældent, vi er hellere ligesom at gå den anden vej med ekstra antal lag, og det er sådan.
Speaker 3:Altså, her er det i hvert fald, især når det drejer sig om be har det været den helt store øvelse at sige hvor få lag kan vi klare os med her Et yderlag, et inderlag og noget indimellem og kontakt mellem alle lagene, så de kan hjælpe hinanden med at fugthåndtere. Enkelthed er jo et super godt udgangspunkt, når du skal definere, om dit byggeri er på vej den rigtige vej eller på vej på afvej. Er på vej den rigtige vej eller på vej på afvej? ikke også? Men det er selvfølgelig altså, det kræver jo altså, det kræver jo igen dygtige samarbejder mellem håndværkere og her jo især altså tegnestuer og ingeniører, som jo egentlig burde have hinandens ryg og jo i virkeligheden stå sammen om at lykkes med at lave de her designs som kan levere på det her med at indeholde så få lag som muligt.
Speaker 3:Og så jeg tror jo også bare, altså, når vi snakker byggeri og bæredygtighed, så er det jo nødvendigt, og så sådan meget hurtigt at flage, at der ligger ikke sådan en eller anden for mig at se, ligger der ikke sådan en eller anden gylden løsning der er ude og venter i forhold til at, hvis bare vi får omstillet det til træ, eller hvis bare vi får fældet hvert et tagrør i de danske våde områder, så skal det nok gå.
Speaker 3:eller, som nogen også har peget på, forbrugt en masse af den halm, der lige nu som en konsekvens af at landbrug som primært producerer animalske produkter og bruger kun skydning til deres jord, for mig er der ikke nogen puljer derude, der ligesom ville kunne løse det enorme behov byggeriet har. Katastrofen ville blive uforandret stor, uanset valget du ligesom stiller byggeriet om til Simpelthen, er det en årsag, at vi bygger for meget. Det er jo desværre de kedelige tal i det her. det er, at jeg har i hvert fald svært ved at se, at det skal kunne lade sig gøre, at byggeriet kan betragtes gennemgående som bæredygtigt, vel og mærket, hvor man har fuldstændig styr på værdikæden og ikke bare siger, at træ er bæredygtigt.
Speaker 3:Med mindre, vi begynder at bygge mindre, og selvfølgelig også sikre os, at enhver kvadratmeter, der står derude, bliver enten genbrugt, linjært og helst i nærmest bedre stand end det er brugt før eller bliver brugt som bygninger men med nye brugsformål.
Speaker 2:Og det er jo på den lidt højere klinge. Men når vi snakker om det der med bæredygtighed og træ og sådan noget, det er jo også nu ved jeg, du også har lavet nogle programmer og sådan noget også om biodiversitet og naturen. Hvordan kan det ligesom blive tænkt ind i eller som mindset?
Speaker 3:Ja, men det er jo sådan set, det er jo i den erkendelse, at jeg sådan set siger det, som jeg lige sagde, omkring byggeriets udfordring med at vi bygger for meget.
Speaker 3:Og det er jo fordi summen af vores biodiversitetsudfordringer altså handler om plads, ikke også? Og det handler altså ikke om den plads vi optager ved at bygge og bevare. Det spiller jo også en rolle, alt efter, hvor voldsomme udvidelser man laver på byer osv. Men det er jo ikke beboelsen, det er jo ikke huset, det er ikke gården her eller byen, der ligesom er baggrunden for biodiversitetskrisen, det er jo vores behov for plads for at kunne opføre det her byggeri.
Speaker 3:Eller for den sags skyld, for byggeriet er jo en del af de der sektorer, som kræver plads, ikke også? Altså, der er landbruget, der er skovbruget, der er skovbruget hænger jo sammen med byggeriet? jo ikke også? Og der er det bare. altså, Danmark er jo et fantastisk eksempel på det ikke også ikke er udnyttet, Er det?
Speaker 2:2% eller sådan noget.
Speaker 3:Ja, 2%, der er sådan en rigtig vild natur og så er der vel 10-15%, der vel jo kan regnes som nogle landskaber, hvor de menneskelige interesser i hvert fald er forholdsvis begrænset. Men resten er der er lagt et eller andet brugsformål ned over.
Speaker 3:Og virkeligheden er jo bare, at det er sindssygt svært at kombinere brug med beskyttelse. Der er desværre ikke rigtig gode eksempler Kastanjegården er heller ikke et godt eksempel i den sammenhæng på at man kan lykkes med at have brugsarealer og så samtidig lykkes med at have et højt hensyn til biodiversiteten Der, hvor man dyrker mad. Der handler det altid om at prioritere mennesker først, og uanset om det er økologisk eller konventionelt, så kan det ikke levere det samme som en natur, der kun er der for naturens skyld ville kunne levere. Det er jo ikke det samme som at vi ikke hele tiden skal søge at blive bedre til de der samme eksistenser. Men det betyder altså først og fremmest, at vi bør se vores aktiviteter i lyset af hvor meget plads de optager, og at det er det, der bør være målet i forhold til at reducere vores aftryk.
Speaker 3:Jeg tror jeg i virkeligheden, at hvis det er det man har som hovedmålet, det er jo ikke fordi jeg forsøger at feje klimadagsordenen af banen og sige nej, nej, nej, kig på natur i stedet for. I min verden så hænger de to dagsordner jo super meget sammen, og et hensyn til naturen giver automatisk også et faldende CO2-belastning, fordi det ligesom betyder at vi skal som en afrundende, for jeg ved, du har også en bagkant her med fotografen, men som ligesom et afrundende spørgsmål.
Speaker 2:Men hvad drømmer du om her med Kastanjegården? Hvad er din drøm for det her projekt og fremtiden?
Speaker 3:Jamen, altså, man kan sige, at menneskeliv er jo sådan set en ret flygtig størrelse, og det er jo ikke til at vide om. Altså, jeg forestiller mig jo ikke andet end jeg skal være her. Jeg er jo kun lige blevet 40, så hvis alt går vel, så er der jo stadigvæk mange år tilbage i mit liv, jo ikke også, så det kan sagtens være, at der pl der gør, at ting kommer til at se helt anderledes ud. Jeg forsøger på den måde i virkeligheden ikke at planlægge langt fremad fremad, fordi det det tillader et sted som det her faktisk ikke rigtigt. Det handler egentlig meget om både fra år til år og så selvfølgelig også, at der er nogle lange pejlemærker på at gøre jorden mere frugtbar og også gøre bygningerne anvendelige til det vi gerne vil, osv. Og vi er absolut heller ikke færdige med at bygge her endnu. Der er masser af skøre idéer som skal realiseres hen ad vejen.
Speaker 3:Men så, vores børn er jo 16 og 14 år. Vi har en søn på 16 og en datter på 14. Og vi er jo sådan altså, vi taler ikke på sådan en alvorlig måde, men sådan en meget stille og rolig måde, taler vi en gang imellem om det her, med hvad de tænker sig om fremtiden, for det synes jeg egentlig godt, selvom de jo er børn, at det må man gerne involvere dem i, om ikke andet altså, at ikke ligesom lægge det her sted liv vi har forfulgt her gør jo sådan set, at den her gård, her den står og er her ikke til at drive, hvis man ikke har lyst til det, men til at være, hvis man har lyst til det. Så begge vores børn er ligesom klar over, at der er altså plads til dem her på egen hånd eller sammen med familier. Altså, det finder vi, der er jo ligesom. Lige nu har vi jo to beboelsesenheder, hvor der kun bliver brugt, den ene af dem jo ikke også.
Speaker 3:Og det tænker jeg sådan altså, og det er sådan. Ja, det er faktisk ikke så længe siden, at min datter selv brægte det på væk herfra og ud og prøve kræfter på livet selv osv. De skal jo ikke ligesom ligge under for os hele tiden. Men jeg tror, der er noget godt i at vide det, dermed, at der er en mulighed for at komme tilbage og en mulighed for i virkeligheden at starte et voksenliv på nogle andre vilkår end det, der jo desværre er det gennemsnitlige som er med højt gældstryk og fuldtidsarbejde og børn. Man ser for lidt og kronisk dårlig samvittighed på den ene eller anden front. Det virker jo i hvert fald ikke specielt frugtbart.
Speaker 2:Men det tænker jeg da også, at de har jo også været med i håndskraft eller hvad man skal sige, i mange af de projekter I har haft gang i.
Speaker 3:Det har de. Jeg bliver jo tit spurgt om det der med om jeg håber, at mine børn vil gøre det samme som mig. Jeg vil næsten sige, at det håber jeg ikke, for det lyder også super mærkeligt. Det er selvfølgelig altså. Det skal st, at have en passion for det praktiske og mene, at det praktiske også er vigtigt på et samfundsmæssigt niveau, at den praktiske dannelse er helt afgørende for i virkeligheden at have et helt støbt demokrati. Jeg vil gerne gå så langt. Det handler jo altså ikke om nødvendigvis, at vi skal have flere praktikere, der bliver håndværkere. Det handler jo i virkeligheden først og fremmest om, at vi skal have flere praktikere, altså flere, som er rundet af det, at have fået lov til at bruge deres krop og deres hænder, en fornemmelse af materialitet, have en fornemmelse af dem selv i relation til naturen osv.
Speaker 3:At vi skal have flere af dem, der bliver jurister og bankrådgiver og kontorschefer, departementschefer og politikere og ministre osv. Det er jo der vi skal have styrket det praktiske. Det er jo ikke blandt håndværkerne, dem, der bliver håndværkere. De bliver det jo, fordi de er dygtige og har evnen og har passionen til at søge den vej. Men det er jo det øvrige samfund som skal blive mere praktisk orienteret.
Speaker 3:Og det gælder jo i vel og mærke også mine børn, Og det er jo derfor, når jeg siger det i den her kontekst, For jeg ved, at jeg har brugt de år, hvor det vel og mærkeligt var muligt, og med børn, så har man ligesom, man har adgang til at præge dem fra de er 0 til de er 14, og så er der ligesom bare lukket, ikke også. Og så håber man på, at der kommer kontakt en gang igen, ikke også. Men det er, du ligesom kan runde dem og sige prøv at høre, verden ser sådan ud. Det skal I forstå og omfavne, det. Her er det ekstra vi kan tænde, Det er det.
Speaker 2:du planter frøene. Yes, det er det ekstra, vi kan lægge oveni, Hvis vi kan nå det. det får mig jo rigtig meget til at tænke på også, hvordan vi har skruet den gængses folkeskole sammen i forhold til netop det her med praktikken, fordi det er jo de færreste, i hvert fald der, hvor jeg kommer fra, på den gode side af København. Det er de færreste, der ligesom har tiden, inklusiv mig selv, til at praktisere det her.
Speaker 2:Altså jeg vil elske at rende rundt ude i min have og lave et hønsehus og passe nogle høns og bygge ting selv, også fordi jeg tror, jeg vil være skide god til det. Så det får jeg jo ligesom ikke vist videre til mine børn. Der har de jo så min far, altså morfar, der kan det, men er det så ikke også? men det møder de så bare heller ikke hen i folkeskolen i forhold til de praktiske fag på samme måde.
Speaker 3:Først og fremmest må man sige altså, det er jo rimeligt, ligesom at bare lægge alting ned over folkeskolen.
Speaker 3:Nu er det jo super godt altså det du ridser op der, at du kan trække på din far i forhold til at gøre noget sammen med børn, og det er jo sådan set meget sådan som læring har fungeret igennem historien også, fordi det har jo aldrig været forældresegmentet der egentlig har haft sindssygt meget tid til at lære børn, og når de har skulle holde bopladsen i liv osv, så har det væ en større opgave med at bringe kunskaber og fortællinger og historier videre til børnene. Så på den måde er det jo ikke sådan helt skævt. Jeg vil jo så sige, at hvis du går og drømmer om at bygge og have høns og alt sådan noget der, så vil jeg jo sige, at det spilder liv, hvis du ikke forsøger at forfølge det, altså ikke kigger kritisk ind på hvad det er for et liv du har strikket sammen, som gør, at du ikke har tid til den, der måske bare arbejde en dag mindre og have tid til at møde lidt senere eller hvad det nu måtte være, så du også kunne nå at komme ud og hente de der frisklagte æg om morgenen og sådan noget, der ikke også. Fordi det er altså, det er jo fuldstændig rigtigt, at selv hvis man så genererede mere tid i sit liv, fordi man gerne ville det her.
Speaker 3:Jamen, man skal jo også kunne, ligesom altså, man skal jo rent faktisk også have evnerne til sig, også at kunne lære sine børn noget. Bare det at prioritere. Det er selvfølgelig også en lærdom, at give videre. Men når det vir, så er der jo en generationsudfordring i forhold til at der er et gab, hvor dem, der er forældre i en hvid udstrækning lige nu og måske også en generation tilbage ikke har haft grundlaget for at kunne udstyre deres børn med praktiske kunskaber. Og så vender vi os jo altid mod folkeskolen og tænker, så må samfundet gøre det ikke også.
Speaker 3:No-transcript er jo bare sådan mekaniske redskaber. På et tidspunkt så var det noget. Man også altså har det jo selvfølgelig været noget, der har været i folkeskolen, fordi det også var det, der var med til at definere folks mulighed for at engagere sig i demokrati osv. Men altså, skoler, skolesystemer, deres primære opgave har altid handlet om at definere hvem det er. Vi er som folk.
Speaker 3:Det er i skolen at fællesfortællingen for alvor bliver formet. Det er også derfor, at vi jo også forsøger at introducere skolesystemer alle steder ude i verden, hvor vi synes, enten har vi været der først med krud og kugler eller på andre måder, og næste efter det, så går vi altid i gang med at bygge skoler, fordi det er skolerne som er grundlaget for de demokratier, i hvert fald demokratier som det vi kender her. Og det er derfor også det kan man jo så sige til de folkeskolelærer, som synes, at det er irriterende, at de hele tiden bliver påplagt, at så skal det handle mere om religion og så skal det handle mere om det ene og det andet. Det er ikke så mærkeligt. Det er fordi det er institutionen, der former vores fælles fortælling Og der det praktiske skal fylde mere.
Speaker 3:Vel, har mærket jo i forhold til min pointe før ikke fordi når politikerne siger, at der skal være mere praksisorientering i folkeskolen, så siger man det jo fordi, at vi vil have flere håndværkere. Og det er der, hvor jeg mener, der misser de jo fuldstændig ligningen om det handler ikke kun om håndværkerne.
Speaker 2:Der skal blive mere praktisk. Det var en kejserlinje, det var en konge. Jeg synes jeg måde at afslutte en virkelig, virkelig skøn samtale på Tusind tak, frank.
Speaker 3:Velbekomme no-transcript.